Kunderådgiver Mariager

Ønsker du tæt kontakt til privatkunderne i en velplejet portefølje i Mariager? Og har du samtidig lyst til at blive en del af Europas bedste arbejdsplads, hvor vi tilmed har landets mest tilfredse kunder på både privat og erhverv?

 

Med afsæt i Sparekassen Kronjyllands mål om at give vores kunder en personlig rådgivning med fokus på ordentlighed og økonomisk tryghed, får du stor indflydelse på udvikling og resultater i en afdeling, der praktiserer stor åbenhed med blandt andet hyppig faglig sparring og et særdeles godt samarbejde. Vores forskellige kompetencer og personligheder udgør vores fælles styrke, og afdelingen er virkelig én enhed, der trækker i samme retning og går efter vores mål, samtidig med at vi har masser af humor i vores hverdag.    

 

Du er sandsynligvis den rette til vores team i Mariager, hvis du har:

• Stærke rådgivningskompetencer inden for både bolig, pension, investering og kredit

• En oprigtig interesse for andre mennesker. I dit arbejde er du vant til at opbygge og vedligeholde værdifulde relationer

• Et opsøgende gen, der kan tiltrække nye kunder til afdelingen og være med til at udvikle din portefølje. Du har allerede erfaring med at åbne døre til nye kunder og er ikke bleg for at bringe både relationer, netværk, bestående portefølje og udadvendte aktiviteter i spil

• God energi og tør byde ind med nye idéer til at udvikle forretningen og teamet. Vi er inde i en god udvikling, og den ønsker vi, at du tager aktivt del i og er med til at forme. Succes er nemlig noget, vi skaber sammen

• Mod på at påtage dig et ansvarsområde eller en tovholderfunktion i afdelingen efter aftale og ud fra dine kompetencer

 

Du har den finansielle uddannelse på plads og har i flere år ubesværet sparret med, rådgivet og udfordret privatkunder. Du har en god forretningsforståelse og motiveres af at skabe resultater, der kan mærkes – både hos kunderne og i afdelingen. Du tør gå foran og er en dygtig holdspiller, men kan også gå solo, når det er nødvendigt. Har du lokalkendskab, er det en fordel, men ikke et krav.   

 

Det kan du også glæde dig til

Mariager afdeling er placeret centralt i byen og lige ud til den smukke Mariager Fjord. Byen har et velfungerende handels- og foreningsliv, får aktuelt opført mange nye boliger og har en skole med planer om snarlig ombygning. Du får derfor en vigtig position i en by i spændende udvikling, hvor det er attraktivt og trygt at bo for alt fra børnefamilier til pensionister. Vores kunder kommer primært fra Mariager, Hadsund og Hobro. Du får en central rolle i at skabe gode kundeoplevelser, når du rådgiver disse kunder om emner som deres daglige økonomi, bolig, investering og pension. Der venter dig en god og velplejet kundeportefølje med plads til udvikling og udvidelse samt en stilling med rig mulighed for ansvar og udfordringer.   

 

Har du fået lyst til at høre mere, er du meget velkommen til at kontakte afdelingsdirektør Sven Kjærgaard på telefon: 96 68 22 64 og mobil: 27 27 94 80 eller HR-partner Henriette Rugi Dahl på mobil: 26 87 29 83.

 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning hurtigst muligt og holder løbende samtaler.

 

Ansvar og udfordringer på Europas bedste arbejdsplads

I Sparekassen Kronjylland tør vi skille os ud. Vi åbner nye afdelinger og vægter den personlige rådgivning højt. Det har vi stor succes med: Årets dugfriske EPSI-undersøgelse af de danske banker slår fast, at vores kunder er Danmarks mest tilfredse – både på privat og erhverv. I september 2020 blev vi af Great Place to Work ligeledes kåret til Europas bedste arbejdsplads. Du bliver med andre ord en del af en ambitiøs organisation med klare mål om kunde- og medarbejdertilfredshed, og som er inde i en stærk udvikling. Vi er mere end 700 medarbejdere og har cirka 50 afdelinger fordelt i Jylland, Odense og på Sjælland.